Dobbelt så mange Faunastriber i 2019

Udgivet d. 29-05-2019

Faunastriber er en succes også i 2019

Landmænd i det midt og vestområde har i 2019 sået faunastriber, der vil dække en to meter bred blomsterstribe fra Skagen til grænsen.

Interessen for frivilligt, at så faunastriber er blevet stor blandt jyske landmænd.

Alene blandt dem der bor i det midt og vestjyske, bliver der i år lavet faunastriber til gavn for fugle, insekter og vildt i 239 kilometer. Her sås de i striber á tre meters bredde, så der er gode muligheder for, at dyr kan finde steder at leve eller hente føde.

Lagde man striben ud i to meters bredde, ville den strække sig fra den Skagens Gren til den dansk-tyske grænse. 

Ideen til faunastriberne stammer fra Herning-Ikast Landboforening og har nu bredt sig til et langt større område. Inden for det midt- og vestjyske område er der i alt i 2019 sået hele 239 kilometer faunastriber fordelt i ni kommuner. Til sammenligning blev der i 2018 sået 110 kilometer. Så det er over dobbelt så meget som sidste år. Da der såes en flerårig blomsterblanding , forventes det, at ca. 2/3 af sidste års faunastriber blomstrer igen i 2019. Så det syner noget i landskabet rundt omkring.

IKKE KUN TIL PYNT

Landmand H.C. Gæmelke, Vejen (til højre) en af de landmænd, der er med for første gang i år. Han har fået sået små 1000 meter til tre meters bredde.

En af striberne ligger op ad Lunderskovvej ved Vejen. Der er egentligt tale om fin landbrugsjord, men H. C. Gæmelke ofrer gerne nogle tusinde kvadratmeter.

"Det er jo ikke de kvadratmeter, der ødelægger min økonomi, og selv om jeg godt ved, at vi ikke redder verden med det her, så er det jo et bidrag – og vi vil gerne vise, at landbruget viser ansvarlighed", siger H. C. Gæmelke, der er formand i landboforeningen Jysk Landbrug.

Striben er dog ikke anlagt for pynt men for at skabe bedre vilkår for fugle, dyr og insekter.

Og lige her er den også placeret op ad et læbælte, så der dermed bliver et endnu større samlet dyrevenligt areal.

Kresten Junker har også i 2019 haft travlt med at så Faunastriber og sætte skilte op rundt i det jyske område.

 

Følgende Kommuner har sået faunastriber:

  • Holstebro Kommune 40 km
  • Struer Kommune 25 kilometer
  • Herning Kommune 51 kilometer
  • Ikast-Brande kommune 12 kilometer
  • Ringkøbing-Skjern Kommune 22 kilometer
  • Billund Kommune 9 kilometer
  • Vejen Kommune 8 kilometer
  • Varde Kommune 40 kilometer
  • Esbjerg Kommuner 32 kilometer